23948sdkhjf

Coop udvider med måltider til både morgen og frokost

Catering Danmark skal levere meget af den nye færdigmad

Sidste år købte Coop halvdelen af Catering Danmark, og med købet bliver foodservice­ integreret endnu mere i Kvickly, Super-Brugsen og DagliBrugsen.

Rent konkret sker der det, at Coop-butikkerne udvider sine afdelinger for færdigmad med måltider til både morgen og frokost. De nye afdelinger får navnet Måltidsmarked 2:0 og bliver indført i over 400 Coop­butikker.

Om morgenen vil der blive udbudt takeaway-mad som f.eks. rawgrød, rugbrødsboller, palæobrød, bagels, drikkeyoghurt, skyr og yoghurt med toppings. Til svarende vil der til frokost bliver serveret sandwich, wraps, pastasalater, proteinsalater og forskellige måltids­salater.

Hertil kommer et udvalg af snacks, f.eks. snack­gulerødder, tapas, udskåret frugt og kokosnød. Med hensyn til drikkevarer vil udbuddet omfatte, ingefær­shots, vand, smoothies, kaffe og te.

Baggrunden er, at danskernes daglige spisevaner er under hastig forandring. Stadig flere køber færdigmad i løbet af dagen, som de spiser, mens de er på farten.

En anden ting er, at konkurrencen blandt supermarkederne er meget hård - og der er penge at tjene ved at gå ind på foodservicemarkedet og sælge mad ud af huset.

- Med det nye tiltag vil vi have en større del af foodservicemarkedet ved at tilbyde kvalitetsprodukter til fornuftige priser, siger kategorichef Heidi Steen, Coop.

En ny undersøgelse fra Coop Analyse viser, at 42 procent køber morgenmad på farten mindst en gang om måneden, heraf 15 procent mindst en gang om ugen. Undersøgelsen viser også, at 55 procent køber frokost på farten mindst en gang om måneden, heraf 15 procent mindst en gang om ugen.

Catering Danmark skal levere 15 ud af de 23 frokostløsninger i frokostsortimentet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078